OM Christian Budde


FAR. ÆGTEMAND. AARHUSIANER. Politiker

Jeg er 39 år gammel, bosat i Højbjerg og gift med Signe. Sammen har vi tre børn i alderen 4-12. Oprindeligt er jeg fra Sæby i Nordjylland men flyttede til Aarhus, da jeg besluttede at læse statskundskab. Det er efterhånden 20 år siden. For jeg forelskede mig i Aarhus - så jeg blev. 

5 HURTIGE OM MIG

1) Jeg er søn af en borgerlig bankmand og en venstreorienteret mor med socialrådgiverbaggrund. Derfor kunne mit politiske kompas i princippet være slået ud til både højre og venstre. Jeg har dog altid følt mig værdimæssigt mest hjemme i den borgerlige lejr. Personligt ser jeg det dog som en kæmpe værdi, at jeg voksede op i et hjem, hvor der var plads til forskellige politiske holdninger. Det styrker ens evne til at forstå, hvorfor vi tænker politik forskelligt – og det styrker respekten for, at andre kan have andre holdninger end en selv. Man skal aldrig lukke sig inde i sit eget politiske ekkokammer. 

2) Jeg elsker at lave god mad. I særdeleshed at bruge lang tid på at lave god mad. Uanset om det er pasta med kødsovs eller mere avancerede weekendretter, så er der en særlig ro over at hakke grøntsager med en god podcast i ørene. Jeg kan forresten nikke genkendende til, at en makrelmad er en sikker vinder på frokosttallerkenen – alligevel er det den klassiske tunmad, der er i højsædet for tiden. 

3) Jeg har en svaghed for dansevenlig popmusik. Særligt popmusik fra vores nordiske nabolande eller fra Aarhus. Til tider kan det virke som om, at jeg som mand står alene med min forkærlighed for Rasmus Seebach og Thomas Helmig. Jeg har dog en stærk (og bekræftet) mistanke om, at aarhusianske mænd gladeligt synger med på Helmigs største hits, når de står i Ceres Park eller giver den gas på den lokale bar. 

4) Jeg er en habil motionsløber. Når computeren er lukket efter endt arbejdsdag står løb i Højbjerg løbeklub højt på listen over fritidsaktiviteter. Jeg er generelt glad for sport, hvor man lige presser kroppen dét ekstra, så man rigtig kan mærke, at man lever. Derfor er jeg, når tiden tillader det, at finde på de aarhusianske stier.

5) Politik er fedt, spændende og helt enormt vigtigt. Men det er ikke alt i tilværelsen. Det er rigtig vigtigt for mig, at min familie kan regne med, at jeg også lægger arbejdsmobilen væk fra tid til anden. Mine børn må gerne se, at ligeså vigtigt det er at sætte sig mål og arbejde hårdt for at nå dem – ligeså vigtigt er det at kunne koble af og være tilstede i nuet. 

CV - Christian Budde

  • 2022 - nu. Rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune 
  • 2020 - nu. Politisk leder og borgmesterkandidat for Venstre i Aarhus 
  • 2018 - 2021. Chefkonsulent v. Kommunernes Landsforening
  • 2016 - 2018. Specialkonsulent og playmaker v. Business Region Aarhus 
  • 2015 - 2018. Ekstern censor på Innovationsuddannelse v. COK
  • 2013 - 2016. Innovationskonsulent i Randers Kommune